Herunder kan du få et lille indblik i hvem vi er, og hvem du skal sejle sammen med, hvis du skal med os ud på eventyr.
Vi er to gode kammerater som elsker at sejle. Vi lærte hinanden at kende i 2018, da vi var gaster sammen på en anden sejlbåd. Siden da har vi sejlet sammen af flere omgange, både til Tall Ships Races, rundt i de europæiske farvande på forskellige skibe samt rundt i Indonesien.
Nu er vi så heldige, at vi sejler rundt på vores egen båd, Atlanta. Eftersom vi selv har stået for hele renoveringen af den, kender vi båden ud og ind. Udover det, er vi begge håndværkere, så når der går noget i stykker - som der med garanti altid gør på en båd - kan vi stort set lave alt selv.
Vi er to ret forskellige personligheder, som sammen udgør et super godt team. Vi ser det som en stor fordel at vi sejler sammen, da vi med vores forskellige styrker kan bruge hinanden til at sparre med.
Andreas er 25 år og oprindeligt fra Sjælland, men kom til Vestjylland for at tage på efterskole. Han flyttede derefter til Brande i Midtjylland for at starte i lære som elektriker og endte med at blive boende i Jylland.
Han har masser af sejlererfaring både i Danmark, men også i udlandet, hvor han bl.a. har været skipper på en anden båd i et halvt år i 2022. Han har en stor passion for outdoor og har brugt meget tid på klatring og kajak.
Andreas er en person med mange ideer, og i hans selskab er man sikker på, at man ikke bare kommer til at sidde og trille tommelfingre.
Allan er 40 år og kommer oprindeligt fra Sjælland, men bor nu i Jylland. Han er uddannet smed og derudover også ubefaren skibsassistent. Han er den ukronede fiskeminister og er altid en kæmpe hjælp, når der skal fanges noget aftensmad ombord på båden.
Allan elsker livet på vandet og har tidligere sejlet med på en sejlbåd hele vejen fra Danmark til Colombia, hvorved han har krydset Atlanten to gange.
Derudover bidrager Allan med en masse godt humør og kan altid svinge nogle gode anekdoter ud af ærmet.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes Atlanta Sailing